Som noget helt særligt spiller vi hvert år op til jul et krybbespil om Marias og Josefs vej til Betlehem og det lille Jesusbarns fødsel. Dette efterfølges af et festligt spil om de tre hyrders vej til Jesusbarnet. Alle kender jo denne fortælling, og her er det i en udformning, hvor vi med skuespil og fælles sange beretter om begivenhederne. Vi starter øvningen sidst i oktober, og den fortsætter under stor bevågenhed fra alle beboere, indtil vi afslutter med en festlig opførelse for forældre og interesserede den sidste uge inden jul.
Denne lange forberedelse op til juletiden har en særlig betydning: Da det kan være vanskeligt at komme i den rette inderlige julestemning midt i hverdagens mange gøremål, får vi med dette spil muligheden for en frugtbar forberedelse. Vi arbejder naturligvis frem mod et mål – opførelsen – men det er i virkeligheden de processer, som vi sammen gennemgår undervejs, der er den egentlige begrundelse for at øve spillene.