Køkkenværkstedet er i sagens natur et produktionsværksted, hvor vi dagligt laver frokost til alle beboere og tilstedeværende personale, pt. ca. 25 mennesker dagligt. Der tages i planlægningen af arbejdet hensyn til den enkelte beboers muligheder. Det må gerne være sjovt at gå på arbejde. Derfor er pjat, humor og snak en del af værkstedet. Dog alt til sin tid, da vi jo har en deadline, vi skal overholde.
Det overordnede formål er at skabe et lækkert, velsmagende og sundt måltid lavet af økologiske og biodynamiske råvarer. Vi tilgodeser den enkeltes behov for specielt tilberedt kost, det være sig glutenfri, mælkefri, minus gær eller æg. Desuden kræver enkelte specielt tilberedte grøntsager.
I processen frem til det færdige måltid skal der snittes, rives, røres og koges, dækkes bord, vaskes op og smages på det, vi laver, undervejs. Vi snakker meget om mad og ideer til menuen næste uge.
Vi samarbejder med Have- og Årstidsværkstedet, idet vi bruger grøntsager fra egen have. Vi er ofte i urtehaven og lige hente lidt krydderurter. Derudover henter vi fisk hos fiskebilen 1 gang ugentligt.
Køkkenværkstedet kan tilbyde en arbejdsplads til alle, der har en forståelse for vigtigheden af en god hygiejne. Alt efter færdigheder er der udfordringer til alle.
Pt. er der 3 medarbejdere i køkkenet, 1 værkstedsleder og 1 volontør/praktikant.
Vi holder til i stuehusets køkken.