I en hverdag, hvor der er mange aktiviteter og gøremål, kan der være behov for at skabe rum for at opleve en fredfyldt stund. Det er vigtigt som menneske at finde en balance mellem ydre aktivitet og indre ro og fordybelse.

Det fredfyldte søger vi bl.a. at skabe ved at anvende klang- eller syngeskåle. Disse skåle har den fantastiske egenskab, at de formår at give sindet ro på en helt særlig måde. Det er svært at sætte ord på, hvad der egentlig sker, men enhver, der selv har oplevet skålenes klang, vil have mærket deres særlige evne til at få én til at synke ned i en dybt afslappet stemning. Beboerne får mulighed for både at høre de enkelte skåle for sig og i deres fantastiske samklang. De må selv vælge, om de vil ligge ned eller hellere vil sidde på en stol, mens de lytter.

Vi har arbejdet med skålene i en længere periode, og det har vist sig at intentionen holder stik. Det kan tage nogen tid for nogle beboere at falde til ro og komme ned i den dybe afspænding, som skålene åbner mulighed for, men vi har nu mange gange oplevet, at det rent faktisk sker, og at de bagefter virker mere harmoniske og glade. Enkelte går også ”hele vejen” og falder rent faktisk i søvn.

Derfor er denne stund også blevet et fast element om onsdagen, uanset hvad der ellers er foregået inden – drama, musik etc., og er vi nødt til at udsætte det, kommer der ret sikkert kommentarer om ”hvornår vi skal sove igen?”.
Det er således lykkedes at finde et frugtbart åndehul i en aktiv hverdag.